Artikkel nr 7 fra blad nr 4-1999
Emne: Bladklipp
En tid uden gudsfrygt?
Av Hans Erik Nissen.

Er det tidens skyld? Vi har hørt det så tit: Vi lever i en tid, der mangler gudsfrygt. Men er det tiden, der er noget galt med – eller er det os? Kan en tid være gudfrygtig? Er det ikke de mennesker, som lever i tiden? Blomstrede de ugudelige ikke også i de tider, der for os fremstår som gudfrygtige?

En hård tid

Ikke alle tider er ens. Tiden forud for Jesu genkomst er præget af frafald fra sand og levende kristendom. Strømninger og kræfter i tiden er redskaber i Satans hånd, og han forstår at bruge dem. Det gør han også overfor kristne. De er blevet et bytte for modløshed. De tror ikke længere på muligheden af en ny vækkelse. Man tænker: Vi lever i en gudløs tid, hvor stadig færre vil tro på Jesus og følge ham. Derfor er frugten af møderækker og fremstød så lille.

Er det rigtigt?

Mange steder på jorden er billedet et ganske andet. Vi kan tenke på nogle af missionlandene. Der samles store skarer om Guds ord, og mange vindes for Jesus. Alt er ikke rosenrødt, men det var det heller ikke i urmenigheden. Åpenbart er det, at Guds rige går sejerrigt frem. Det kan de mange modstandere ikke hindre.

Hvor er gudsfrygten?

Men hos os ser det anderledes ud. Men giv ikke tiden for stor en del af skylden! Strengt taget er ingen tid i sig selv gudfrygtig. Når vi oplever det sådan, er det på grund af at de mange, der troede på Jesus og indrettede deres liv efter hans ord.

Hvorfor er der langt mellem de gudfrygtige i dag?

Gudfrygtig er den, som frygter Gud, og det er ikke noget, man uden videre gør. Efter syndefallets dag fødes hvert menneske med arvesynd, og det betyder, at det er født uden frygt for Gud. Det er ikke født uden frygt. Det frygter alt muligt. Men Gud frygter det ikke.

Hvordan får man gudsfrygt?

Det får man ikke ved at være født i en bestemt tid. Tiden kan ikke gøre nogen gudfrygtig. Det kan alene forkyndelsen. Når vi taler om en gudfrygtig tid, tænker vi på en tid, hvor der lød en forkyndelse, som skabte gudsfrygt. Forkyndelsen tegnede et billede af Gud, der fik mange til at frygte ham. Den forkyndelse er sparsom i dag – også blant bibeltro.

Det er en af grundene til, at mange kristne ikke længere oplever synden som en fjende. Man tror ikke, at den vækker Guds vrede. Den er ufarlig. Men dens løn er døden: åndelig død, legemlig død og evig død.

Gudsfrygt og helvede

I Bibelen er der en sammenheng mellem frygten for Gud og den kendsgerning, at han vil fordærve manges sjæle og legemer i helvede. Det er et afgørende træk i det gudsbillede, som Jeus tegner, men kun få forkyndere låner røst til det, som Jesus har sagt om gråd og tænders skæren, dommen og den evige pine.

Vor største nød er ikke tiden, men den forkyndelse, som lyder i tiden. Forkyndelsen skaber ikke gudsfrygt, og uden gudsfrygt er der ingen indre spænding i det åndelige liv. Alt bliver selvfølgeligt, og det, som følger af sig selv, ofrer man stedse mindre opmærksomhed. Efterhånden bliver alt ligegyldigt.

Nogle forlader forsamlingerne efter at kommet gennom flere år. En af grundene er, at de synes, at de efterhånden kender lektien. Forkyndelsen skaber ikke hunger og tørst, nød og sorg, og det at høre evangeliet bliver ikke længere noget livsbehov.

En ny slags frygt

Den manglende gudsfrygt afløses så af en ny frygt. Man frygter for ikke at få tilfredstillet sit begær efter lykke, velvære og komfort. I den sammenhæng kan man godt bruge den Gud, man frygter. Man stiller krav til ham, og opfylder ham dem ikke, bliver man vred på ham. De skuffede forventninger til ham får ham til at glide mer og mer i baggrunden.

Kravet til lykke bliver et krav til her og nu. Lykken får en til at stille enorme krav til sig selv, sin ægtefelle, sit arbejde, sin ferie og fritid. Kravene indfries ikke, men efterlader mange skuffede, kritiske og uglade.

Da er den sande velsignelse forsvundet fra livet. Man kender ikke den gudsfrygt og nøjsomhed, der bærer lønnen i sig selv. Og hvad der er ennu alvorligere: Kærligheden til Jesus er blevet kold. Når det sker, flytter Gud lysestagen fra dens plads. Da er det sidste verre end den første. Man er gået glip af det evige liv.